Æbleskiver
Description: Æbleskiver smager bare bedre, når de er hjemmelavede - og disse æbleskiver med kærnemælk er både lækre og nemme at lave. Denne opskrift giver store og flotte runde æbleskiver, når du efterfylder dem halvvejs i bagningen, - er du mere til luftige æbleskiver, lader du bare være. I 1700-tallet var æbleskiver en tynd skive æble, vendt i dej og stegt i smør i en pande, men i dag er det sjældent med æbler i æbleskiver. Prøv denne opskrift på klassiske æbleskiver med kærnemælk - den er både god og nem.
Ingredients
- 250 g hvedemel (ca. 4¼ dl)
- 1 citron (usprøjtet) - skal heraf
- 1 spsk sukker
- 1½ tsk stødt kardemomme
- 1 tsk natron
- ½ tsk groft salt
- 3 æg
- 4 dl kærnemælk
- 50 g smeltet smør
- 10 g smør - til stegning
- flormelis
- 1¼ dl syltetøj
Instructions
- Æbleskivedej
- Bland hvedemel, citronskal, sukker, kardemomme, natron og salt sammen i en skål.
- Del æggene og pisk æggehviderne stive i en anden skål.
- Tilsæt æggeblommer og kærnemælk til melblandingen og pisk til dejen er jævn.
- Rør det smeltede smør i dejen. Vend til sidst hviderne forsigtigt i dejen og hæld den i en kande.
- Lad æbleskivepanden blive godt varm og kom lidt fedtstof i hullerne.
- Fyld hullerne ¾ op med dej og bag æbleskiverne ved jævn varme. Vend dem en halv omgang, fx med en kødnål, så æbleskiverne står på højkant. Fyld mere dej i hvert hul og bag dem færdige - vend dem evt. nogle gange undervejs.
- Tag æbleskiverne af pande og hold dem varme. Drys dem med flormelis ved servering.